“Det har ikke noget med uhøflighed at gøre … vi er danskere!”

I sidste uge måtte jeg ringe til et dansk flyselskab for at hjælpe mine svigerforældre med deres booking fra Rom til København. Den ene dag snakkede jeg med en meget høflig og hjælpsom medarbejder. Dagen efter var jeg nødt til at ringe igen:

Mig: ”Goddag. Jeg ringer på vegne af …”
Ekspedient: ”Hvad drejer det sig om?”

Jeg må indrømme fra starten af, at jeg har været opdraget til at være meget høflig, lige meget hvem jeg taler med, derfor var denne afbrydelse, inden jeg fik sagt navnene, uhøflig i mine øjne. Samtalen fortsætter med korte spørgsmål og korte svare og endte med, at jeg skulle ringe til et rejsebureau for at få hjælp. Jeg måtte spørge efter nummeret tre gange, fordi ekspedienten udtalte nummeret for hurtigt for mig, og så var samtalen slut. Nummeret virkede ikke, så måtte jeg ringe til flyselskabet igen. Den gang fik jeg en anden kvindelig ekspedient, som tog telefonen, mens hun grinede med sine kolleger. Jeg ventede. Efter en kort tid kom: ”Ja … hallo?” Endnu en dårlig start. Og en endnu værre afslutning.

Jeg fik ordnet alt, hvad jeg skulle – meget hurtigt, igen uden nogen form for pynt, og jeg måtte til sidst angive min e-mail-adresse. Efter 13 år i Danmark er jeg stadig ikke så god til at udtale vokaler, når jeg staver, så jeg måtte slå over til engelsk, kun for at stave e-mail-adressen. Resten af samtalen foregik på dansk. Jeg tænkte, at der måske var en grund til, at de havde været så uvenlige, så jeg spurgte, hvor mange de var på kontoret, og oplyste, at jeg mente, at samtalerne i dag havde været lidt ubehagelige, og at personalet virkede uhøfligt og aggressivt.

Ekspedienten svarede, at de havde travlt. Hun forklarede mig, hvorfor alt gik så hurtigt (inklusiv deres sprog). Men det forklarede ikke, at der ingen form for venlighed var, ingen høflighed, ingen menneskelighed. Det var trods alt kundeservice, jeg ringede til. Nå, jeg er klar over, at mine forventninger er høje, og at nogen, når de har travlt, ikke er så opmærksomme på små ting som høflighed. Vi er alle sammen forskellige, heldigvis. Jeg forstod godt og tilføjede, at selv om de havde travlt, kunne den måde, de to damer talte med folk på, blive fortolket som uhøflighed og aggression, hvortil hun svarede: ”Det har ikke noget med høflighed at gøre. Det er, fordi vi er danskere!”

Jeg var målløs. Det eneste, jeg kunne sige, var farvel. Jeg ringede til administrationen og klagede over dette udsagn og havde en meget behagelig samtale med en meget høflig, kundeorienteret medarbejder. Lige som min samtale var med manden dagen før. De var begge danskere, mener jeg.

Jeg sidder for tiden på Nordisk Institut for Asien Studier og skriver min Ph.d. i socialpolitik. I år har jeg læst meget om kultur, og min personlige baggrund og livsforløb har gjort, at jeg tænker meget over, hvad folk siger, hvordan de siger det, hvorfor de siger det, og forskellen mellem hvad de siger, hvad de mener, og hvad andre forstår. Der er ofte store forskelle.

Gennem de sidste tretten år har jeg, lige som mange andre i Danmark, haft et stærkt forhold til Danmark, der spænder mellem kærlighed og had. Jeg mener også, at lige meget hvor man bor, er der ting, som man kan lide, og andre ting, som man ikke kan lide. Det burde være i orden at kritisere, om man er udlænding eller indfødt. Jeg elsker mit liv her og har altid haft både danske og udenlandske venner. Når jeg er i udlandet, og også når jeg er her, forsvarer jeg tit danskere mod deres ry for at være racister. Efter min mening har det meget mere med xenofobi og national stolthed end racisme at gøre. Problemet er, at lige meget hvilket problem, der er mellem folk, er der en stærk tendens til at påpege, hvor dansk eller udansk noget eller nogen er, og ofte er det udtryk for, at den danske måde at gøre tingene på er den bedste og mest overlegne. Et sidste, og nogle gang første, forsvar, som handler om herkomst, bidrager til opfattelsen af danskere som racister.

Som jeg ser det, er der en stor afstand mellem, hvad mennesker, som ekspedienten, siger og hvad de mener, og som lytter kan det være svært at vurdere, om udsagnet er negativ ment (racistisk), eller udtryk for naivitet, ignorance eller noget andet på talerens side.  Jeg har den fornemmelse, at ekspedienten brugte sin nationalitet og sin viden om danskeres ry for at være direkte som en dårlig undskyldning for sin egen og kollegaens uhøflighed. Jeg tror ikke, at hun er/var klar over, hvor diskriminerende det er at antyde, at jeg har den forkerte opfattelse, fordi jeg ikke er dansker. Det er min fortolkning af det, hun sagde. Dybest set, ved hun ikke hvem jeg er, hvad min baggrund er, og hvor lidt eller hvor meget jeg kender til dansk kultur. I England og andre lande vil dette udsagn have kostet hende jobbet. Det synes jeg heller ikke rigtig, det burde gøre. Samfundet får ikke noget ud af det.

Der er nogle mennesker, som mener, at jeg bliver for irriteret, når jeg føler mig dårligt behandlet, eller når jeg læser noget, som jeg synes er forkert. Måske har de ret. Jeg behøver ikke at være så irriteret. På den anden side kunne man overveje, hvordan vi lærer af og om hinanden, hvis ikke vi taler om tingene? Hvordan kan ekspedienten forstå, at det, hun sagde, kan fortolkes meget negativt af udlændinge, hvis ikke jeg siger min mening om det til én, som har erfaring med personaleledelse, der kan forklare problemet grundigt på en måde, så damen får noget ud af det, i det mindst professionelt? Det er et internationalt flyselskab – hun kommer sikkert til at tale igen med nogle, som ikke er danske.

Vi lever i en globaliseret verden. Danmark er et lille land, som bliver mere og mere afhængigt af udlandet. Mon ikke der kommer en tid, hvor flere danskere, og andre rundt om i verden, vil kunne elske og være stolte af deres kultur og land uden at fornærme andre nationaliteter og kulturer? Lad os fortsætte med at tale sammen og håbe, at det sker om ikke så længe.

FacebookTwitterGoogle+PinterestLinkedIn